FILM I TIDEN. Interview Synne Rifbjerg/ Linda Wendel, juni 2006 Båndafskrift AFSNIT 3 af 3

LW: Vi arrangerede Nå80!! sammen i starten af 80erne. Hvis du ser på den udvikling der har været de sidste 20 år, kan du se nogle linjer i de historier der bliver fortalt?
Hvad var det for nogle historier vi fortalte der i starten af firserne, hvad var det for nogle fiktive personer der gik rundt, og hvad er det for nogle personer der går rundt i dag?

SR: Jeg synes det er blandet så meget sammen med den usikkerhed man føler som ung. Det var på den ene side en ret mørk tid, på den ene side lidt depressivt. Fordi der blev lukket så mange døre lige da vi skulle til. Jeg var den første årgang der gik ud af gymnasiet hvor der kom adgangsbegrænsninger, med nogle karakterer. Dem der blev studenter tre år før de kunne gå ud med seks og komme ind hvor som helst, nu skulle man pludselig have ti. Det var en ting, og der var jo arbejdsløshed og oliekrise. Der var sådan en fornemmelse af nedtur synes jeg. Og hvad gjorde vi så?
Det fiktive vi gik rundt med det var jo især digtene. Digtningen, byen, mørket, døde, Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, punkerne, fester i Saltlageret, musikken. Meget musikken, Bowie.
Når jeg tænker fiktive karakterer i dag, så ser jeg meget sådan nogle samtalekøkkener. Det er meget fermt, tiden er mere ferm end den var dengang. Det var mere sådan at vi tumlede rundt og var lidt usikre, nu synes jeg at det er mere fermt og det synes jeg ikke nødvendigvis er noget positivt. 

LW: Man lænede sig ikke op af filmen.

SR: Nej det var musikken og digtene der betød noget. Men det sagde Søren Ulrik Thomsen også, at når han var ude og læse op, så var det altid sådan nogle deprimerede mennesker der kom for at blive trøstet. Folk fyldtes jo til de der oplæsninger dengang, det var jo som radioteatret i vores forældres barndom, det var jo ret magnetisk. Og så alle mulige musiksteder som du også har været inde på. 

Det var jo også derfor jeg sagde det med Filmskolen, hvordan fanden man overhovedet kunne finde på det! Der var jo ligesom fem om året på verdensplan, føltes det som om, det var så ekstremt eksklusivt. Det var jo ikke sådan at hver anden højskole havde et filmkursus eller at det var noget man kunne have i gymnasiet. Det var så eksotisk at du blev optaget på Filmskolen.

LW: Det var også en drøm, før jeg kom på basiskursus havde jeg aldrig været i nærheden af, eller haft et filmkamera i hånden.
Men jeg havde jo været meget på radioen, lavet udsendelser og på Båndværkstedet havde jeg lært at sidde og klippe i lyd. 

Filmskolen var en drøm, og jeg turde slet ikke fortælle  at jeg søgte ind. Jeg tænkte at det var uopnåeligt, og at der ingen grund var til at gå og reklamere med det.

LW: Kan du ikke huske vi havde en eller to små film der kørte på NÅ80!!, vi kunne ikke støve flere op der var lavet af 15 – 25 årige. Så skabte vi Nåkassen i stedet.

SR: Det fungerede til gengæld godt. Det var en forlængelse af P4poppen. 

LW: Men der var ikke nogen før os der havde tænkt på at stille et videokamera op til fri afbenyttelse - og så ville vi give videobåndet med optagelserne til statsministeren, så han kunne finde ud af hvordan de unge havde det i dagens Danmark i 1980. 

OM HAN, HUN & STRINDBERG

SR: Hvornår dukker Strindberg op i dit liv?

LW: Jeg har selvfølgelig læst om Strindberg i skolen,  det var pensum.
Men jeg var inde og se Dødsdansen for nogle år siden og der ramte dialogen i stykket mig. Jeg havde aldrig før tænkt på at sproget var så moderne. Jeg lånte stykket på biblioteket, og jeg lånte et andet og et til. Så købte jeg hans samlede værker i et antikvariat.
Jeg blev meget inspireret af at læse om hans liv, bl.a. det med hvor meget han brugte sig selv til at fortælle sin historie, og hvor meget genbrug der er i hans historier. Han varierer sin fortælling, men det er det samme konflikter der går igen. Og han benytter sig uhæmmet af det.

SR: Ja og hans privatliv.

LW: Ja også det. 

SR: Men grundhistorien til Han, hun og Strindberg er en ældre sag.

LW: Da jeg skrev manuskriptet for syv år siden hed den separation.

SR: På mange måder er det jo en alvorlig sag at blive skilt. Men der er lagt op til at det er et lystspil i titlen.

LW: Den hed også oprindeligt Han, Hun. Men udlejeren foreslog at filmen skulle hedde Han, Hun og Strindberg. Normalt er jeg meget konservativ, mine film skal hedde det de hedder. Men her synes jeg der var en idé i at nævne Strindberg. Fordi han har en vigtig funktion i filmen, og Han, hun og Strindberg har jo også et strejf af at det ikke kun er en alvorlig film.

SR: For hvor skal man gribe og gøre med i en film i 2006 der handler om parforhold. Dem er der jo lavet en del af, hvad er det der gør din film anderledes? 

LW: Jeg fik afslag for syv år siden, dengang var der ikke  film der handlede om parforholdet på den der direkte måde. 

Det er klart at man bliver lidt mismodig når man ser den ene film efter den anden poppe op, Åh nu kan jeg ikke bruge mit manuskript, nu er der for meget der minder om - (men det skal man gøre alligevel).

Ligesom da jeg lavede Baby så har det at lave Han, hun og Strindberg været en renselse, jeg har fået ryddet op.
De filmprojekter jeg har brændt for, har jeg altid lavet på trods af marketing og konturer.
På den måde har det været et modigt valg, at sige nå, men jeg laver den her alligevel for det har jeg lyst til. Og det er en historie jeg har tænkt, og det er interessant at arbejde med teater i film og dialogen.
Så min rejse med Strindberg, og alt det jeg personligt har fået ud af at fordybe mig i ham, og hans historie, det har været det hele værd.

SR: Hvad er det der er så sjovt ved Strindberg? Hvad er det han rammer i dig, er det det at han bruger sig selv og sine omgivelser så hæmningsløst eller er det at han insisterer så meget på sig selv? Eller er det sprog? Hvad er det?

LW: I en tid hvor buzz word’et er triangel; producer, manuskriptforfatter og instruktør og at man ikke kan producere eller få støtte til film, uden alle de tre er til stede, så var det forfriskende at læse om Strindberg, den egotripper. 

Hvis du skal levere nogle historier der har interesse for eftertiden, så bliver du også nødt til at risikere noget. Hvis man skriver en trist scene som er fyldt med smerte. Så er du i de følelser mens du skriver, du skal genkende  hos dig selv for overhovedet at kunne skrive scenen.
Det samme krav bliver igen stillet når du skal instruere scenen, så hvis du ikke kan give slip og tør konfrontere dig selv, ja så kan resultatet blive fermt og overfladisk.

SR: Så er det jo fristende at spørge, for nu udspiller denne her film sig jo i dit eget soveværelse og på dit eget badeværelse hvor du står og børster tænder sammen med din mand. Hvordan er det så at skulle lave en skilsmissefilm i sit eget hjem, er det ikke dårlig karma?

LW: Første gang skuespillerne skulle kravle ned i min dobbeltseng - det syntes jeg bare var så langt ude, at jeg slet ikke kunne have det.
Men jeg vil sige, at man kan vænne sig til alt, og efter et par dage var det bare som om det var en eller anden location som jeg gik og arbejdede på. Og hele min lejlighed var jo også lavet fuldstændigt om.

SR: Men det startede med at tro at du skulle lave dokumentarfilm, og nu laver du fiktion i dit eget soveværelse. Hvordan trækker du grænsen mellem fiktion og virkelighed? 

LW: Det er præcis det jeg synes har været det opmuntrende ved at lave Han, Hun og Strindberg, at lave det hjemme hos mig selv og at fiktion og virkelighed er smeltet sammen.
At grænserne er så vidde, og at alt kan lade sig gøre. Det har været et kick. 

Det, at hvis man har sin integritet, så kan man bevæge sig rundt på alle planer.
Og stemningen på filmholdet var ren optur – Klokken 7 om morgenen – væk med de beskidte underbukser - nu er vi professionelle. 

Alle på filmholdet var utroligt ”japanske”, det var en stiltiende aftale, at her filmer vi, der er slet ikke noget privat liv. Det var samarbejde. Alle syntes det var sjovt.

SR: Tror du at du kunne komme til at gå den anden vej igen, at du ville lave rene dokumentarfilm?

LW: Det har jeg fået lyst til at afprøve. Jeg har fået lyst til at udvide mit fortælleområde, jeg har hele min journalistiske baggrund fra alle mine radioudsendelser med mig. Jeg arbejder ind i mellem journalistisk når jeg søger baggrundsmateriale til mine fiktive karakterer. Så ja, jeg har fået lyst til at lave noget dokumentar igen.

SR: Men ikke i dit eget soveværelse? 

LW: Ej, nu håber jeg ikke jeg skal filme mere hjemme hos mig selv.
Men det kan være jeg bliver nødt til det.
Jeg er frisk på at lave en film i mit eget hjem igen, hvis det bliver nødvendigt.

SR: Men ikke en dokumentarfilm om dit eget liv?

LW: Nej, det er der nogle andre der skal lave.

(Pause)

LW: I Han, hun og Strindberg har ideen været at tage et billigt kamera og registrere i bedste BigBrother-stil nogle scener af privat karakter som afdækker parforholdets psykologi. 

SR: Fordi det er så tæt på?

LW: Fordi det er simple scener. F.eks. hvad snakker man om når man ligger i sengen, hvad snakker man om når man børster tænder på badeværelset, hvad snakker man om når man sidder og spiser morgenmad. Og det har været helt bevidst, ikke at gøre det eksotisk, men gøre det hverdagsagtigt. Det er der kommet scener ud af som er meget genkendelige.
Og så bliver det alligevel eksotisk og absurd - som når Peter det ene øjeblik elsker med en fremmed kvinde og næste øjeblik smører leverpostejmad til sin syv årige søn.

SR: Og du er ikke bange for at BigBrother-æstetikken, som du kalder den, bliver sat ind i en ramme som man ikke er vant til at tage så alvorligt? Tv har jo ikke den samme status som spillefilm vel.

LW: Jeg tror ikke at det er noget man tænker over når man ser filmen.
Det er jo nogle stilistiske greb, en reference. Ok hvis vi gør det på den og den måde så kan vi slippe af sted med et lille kamera og ingen lyssætning. 

Når det så bliver klippet sammen og lavet til film, så tænker man ikke over det.
Så opløser det sig selv. Og sådan er det med alle stilistiske greb, de skal jo helst opløse sig selv. 

SR: Men at arbejde så tæt med skuespillere i så intime situationer, det kræver vel også at man kan formidle det med teksten på en ret suveræn måde?

LW: Da vi skulle lave en onaniscene, gik jeg ud. Fordi jeg syntes at drengene skulle have lov til at lave den i fred og ro. Men før optagelsen prøvede vi og talte om hvordan scenen skulle være. 

Det er grænseoverskridende at lave nøgenscener og se skuespillerne vade rundt uden tøj på, men det bliver hurtigt hverdag. Det er de første fem minutter at man synes det er mærkeligt, men så glemmer man det.
Det er også det absurde ved ens fag, at man kan få folk til hvad som helst, og man selv står og siger at de skal gøre hvad som helst. Det bliver filmet og taget alvorligt. Det er jo det sjove ved at være instruktør at du har ansvar og bliver så involveret.

SR: At man kan få lov til at bestemme.

LW: Ikke kun at bestemme, men at man kan få billeder, sammenhænge, konflikter og modsætninger frem.
Og hvis der opstår et lykkeligt øjeblik, så skaber du en bevidsthed og giver en indsigt videre, som mange mennesker måske skal bruge et helt liv på selv at erfare og få en fornemmelse af.
Det synes jeg er det vigtigste ved at lave film, at give mit blik og mine erfaringer videre.

SR: Du er stødt blevet mere munter. 

LW: Jeg tror det er den vej jeg går nu, at jeg bliver lysere. Men måske også mørkere. Jeg har mere styr på hvad det er for historier jeg har lyst til at fortælle.
De ligger aflejret, det er ikke nogle jeg skal ud og finde på.

SR: Det er en uudtømmelig kilde tilsyneladende?

LW: Sådan er det, hver gang man får en ny idé genererer det tre andre. 

SR: Fordi det ikke kan være i en film?

LW: En instruktør laver den samme film, og så varierer man temaet på alle mulige måder. 

SR: Der har vi Strindberg igen.

LW: Jamen, det er grundvilkårene for at skabe. Du kan ikke hoppe rundt på en kængurustylte og se tilværelsen fra alle mulige sider. Man kan se den derfra hvor man selv står. Og det er også det man skal tro på. At derfra hvor jeg ser verden, det er det der er interessant.
Det er også det jeg siger til skuespillerne hvis de spiller løs.
Så siger jeg; skopudseren det er dig.
Du kan tage et kostume på og lade dig inspirerer af hvordan en professionel skopudser pudser sko:
Men skopudseren er dig selv, du skal være dig selv, og du skal pudse sko.

Det er nogle gange rigtig overraskende for spillerne at de ikke skal ud og hente det et eller andet sted. Ude i himmelrummet f.eks.

SR: Men når man så laver Han, hun og Strindberg går man vel ud fra at skuespillerne ved godt hvad det handler om, fordi de enten har eller har haft et parforhold. 

LW: Der var en stor genkendelighed med det her manuskript, så på den måde kunne jeg jo godt mærke at jeg havde ramt ned i noget som er konflikten i alle parforhold.
Hvem tager initiativet, hvem tager ikke initiativet, folk der bliver lammet af at være sammen med andre mennesker der tager for meget initiativ, og hvordan finder man den gyldne middelvej?
At smelte sammen med en anden person, det handler jo om, sådan som har erfaret det, at man har sin egen frihed som person. Og derfra kan man så lave og have en masse ting til fælles.

SR: Men det er jo en svær manøvre fordi det både handler om at holde fast og give slip på samme tid. Det er jo så modsatrettet som det kan være.

LW: Det er glimtvis at man oplever lykke, resten er hårdt arbejde. Sådan er livet, og det er fint.
Når man accepterer det og nyder f.eks. at drikke en kop kaffe og kigge udover et smukt landskab - sådanne  banaliteter, så har man opnået meget. 

SR: Og når man ikke tror at landskabet ved siden af er meget grønnere.

LW: Selvfølgelig skal man have ambitioner Men enkeltheden, det er det mest vitale og skønne.

Jeg kan huske da jeg flyttede fra Sorgenfri. Jeg har jo rendt rundt og leget i Åmosen, i skønne omgivelser og skøn natur. Men jeg elskede at flytte ind til København, jeg elskede lugten af benzin og asfalt. 

Når jeg kom ud til Sorgenfri tænkte jeg bare, puha lad mig komme ind til byen igen. Jeg kunne slet ikke se at der var nogen skønhed, for mig repræsenterede det bare alt det kedelige; at der ikke skete en skid.
Jeg skulle blive ret gammel før jeg igen kunne nyde en udsigt og tænke på at naturen havde sin egen skønhed. Først var det selvfølgeligt, så blev det afskrækkende og kedeligt, og så måtte jeg erobre det igen.
Man skal erobre alt det man gerne vil have ind i sit liv. Man skal også erobre sin mand eller sin kvinde, det kommer ikke af sig selv. 

HAN, HUN & STRINDBERG kan ses gratis på FILMSTRIBEN

http://www.filmstriben.dk/fjernleje/film/details.aspx?filmid=2663137800