LW: Vi arrangerede Nå80!! sammen i starten af 80erne. Hvis du ser på den udvikling der har været de sidste 20 år, kan du se nogle linjer i de historier der bliver fortalt?
Hvad var det for nogle historier vi fortalte der i starten af firserne, hvad var det for nogle fiktive personer der gik rundt, og hvad er det for nogle personer der går rundt i dag?
SR: Jeg synes det er blandet så meget sammen med den usikkerhed man føler som ung. Det var på den ene side en ret mørk tid, på den ene side lidt depressivt. Fordi der blev lukket så mange døre lige da vi skulle til. Jeg var den første årgang der gik ud af gymnasiet hvor der kom adgangsbegrænsninger, med nogle karakterer. Dem der blev studenter tre år før de kunne gå ud med seks og komme ind hvor som helst, nu skulle man pludselig have ti. Det var en ting, og der var jo arbejdsløshed og oliekrise. Der var sådan en fornemmelse af nedtur synes jeg. Og hvad gjorde vi så?
Det fiktive vi gik rundt med det var jo især digtene. Digtningen, byen, mørket, døde, Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, punkerne, fester i Saltlageret, musikken. Meget musikken, Bowie.
Når jeg tænker fiktive karakterer i dag, så ser jeg meget sådan nogle samtalekøkkener. Det er meget fermt, tiden er mere ferm end den var dengang. Det var mere sådan at vi tumlede rundt og var lidt usikre, nu synes jeg at det er mere fermt og det synes jeg ikke nødvendigvis er noget positivt.
LW: Man lænede sig ikke op af filmen.
SR: Nej det var musikken og digtene der betød noget. Men det sagde Søren Ulrik Thomsen også, at når han var ude og læse op, så var det altid sådan nogle deprimerede mennesker der kom for at blive trøstet. Folk fyldtes jo til de der oplæsninger dengang, det var jo som radioteatret i vores forældres barndom, det var jo ret magnetisk. Og så alle mulige musiksteder som du også har været inde på.
Det var jo også derfor jeg sagde det med Filmskolen, hvordan fanden man overhovedet kunne finde på det! Der var jo ligesom fem om året på verdensplan, føltes det som om, det var så ekstremt eksklusivt. Det var jo ikke sådan at hver anden højskole havde et filmkursus eller at det var noget man kunne have i gymnasiet. Det var så eksotisk at du blev optaget på Filmskolen.
LW: Det var også en drøm, før jeg kom på basiskursus havde jeg aldrig været i nærheden af, eller haft et filmkamera i hånden.
Men jeg havde jo været meget på radioen, lavet udsendelser og på Båndværkstedet havde jeg lært at sidde og klippe i lyd.
Filmskolen var en drøm, og jeg turde slet ikke fortælle at jeg søgte ind. Jeg tænkte at det var uopnåeligt, og at der ingen grund var til at gå og reklamere med det.
LW: Kan du ikke huske vi havde en eller to små film der kørte på NÅ80!!, vi kunne ikke støve flere op der var lavet af 15 – 25 årige. Så skabte vi Nåkassen i stedet.
SR: Det fungerede til gengæld godt. Det var en forlængelse af P4poppen.
LW: Men der var ikke nogen før os der havde tænkt på at stille et videokamera op til fri afbenyttelse - og så ville vi give videobåndet med optagelserne til statsministeren, så han kunne finde ud af hvordan de unge havde det i dagens Danmark i 1980.
SR: Synne Rifbjerg
LW: Linda Wendel
